Tyndtarmen |
Andre navne: Jejunum. (Eng.: Small intestine)
Tyndtarmen er den sektion af mave- tarmkanalen hvor hovedparten af absorptionen af næringsstoffer finder sted. Tyndtarmen er opdelt i tre dele: Tolvfingertarmen (duodenum), den egentlige tyndtarm og det nederste afsnit der benævnes Ileum. Tyndtarmen er hos mennesker 6 m lang, mens den hos andre dyrearter som svin har en længde på 6 - 7 m. I tolvfingertarmen udmunder kanalen fra bugspytkirtlen og galdeblæren. For at øge absorptionen af næringsstoffer er tyndtarmens overflade stærkt forøget, dette er opnået ved at tyndtarmens inderside er forsynet med ribber eller cirkulære folder der går på tværs af tarmkanalens længdeakse, ribberne er 8 - 10 mm høje. Udover ribberne er tyndtarmens inderside forsynet med villi (benævnes også tarmtotter eller tarmtrævler) der er 0,5 - 1,5 mm høje og forekommer i et antal 10 - 40 pr mm2. Cellerne der opbygger villi er derudover forsynet med mikrovilli der er ca 1 μm lange og forekommer i et antal på 200000/mm2. Dermed bliver tyndtarmens samlede overfladeareal ca 300 m2.
Første trin af nedbrydningen af næringsstoffer som proteiner og kulhydrater til mindre fragmenter foregår i tyndtarmens lumen. Her bliver proteinerne nedbrudt til peptider og carbohydrater som stivelse nedbrydes til oligosaccharider som monosaccharider, disaccharider og trisaccharider. Andet trin af nedbrydningen foregår på overfladen af mikrovillierne hvor membranbundne enzymer som aminopeptidaser nedbryder peptiderne til frie aminosyrer, og disaccharidaser nedbryder disaccharider som sucrose, maltose og lactose til de frie monosaccharider.
Efter nedbrydningen transporteres aminosyrer, monosaccharider og mindre peptider ind i tyndtarmscellerne hvorfra de transporteres ud i blodbanen.
Moog, F. 1981. The lining of the small intestine. Scientific American. 245:116-125 (Artiklen indeh. en god figur af tyndtarmens anatomi); Stevens, C.E. and Hume, I.D. 1996. Comparative physiology of the vertebrate digestive system. 2. ed. Cambridge University Press 400 pp.
BioSite 6/1,04; 14/1,04