Flammeionisationsdetektoren

Udskriv

Andre navne: FID. (Eng.: Flame ionisation detector, FID)

Flammeionisationsdetektoren er den mest anvendte detektortype indenfor gaskromatografi idet detektoren er meget robust, enkelt opbygget og forholdsvis vedligeholdelsesfri.

Når stofferne eluerer fra GC-søjlen blandes de i detektoren med hydrogen og brændes af. Ved forbrændingen dannes der ladede partikler og ioner. Når disse passerer gennem kollektoren (der er højspænding mellem kollektoren og resten af detektoren) skabes der en elektrisk strøm som GC-computeren registrerer. Jo større stofmængder der er i en top som kommer ud af GC-søjlen jo større mængder ioner dannes og jo større signal registreres af computeren, dvs der er en direkte sammenhæng mellem stofmængden og signalet fra detektoren.

Flammeíonisationsdetektoren har et meget stort dynamisk område som spænder over syv dekader (10⁷), nok den detektor i gaskromatografi som har det største dynamiske område, dvs det område hvor detektorsignalet er lineært. At detektorsignalet er lineært betyder at der er en lineær sammenhæng med den stofmængde som passerer detektoren og det signal som den giver.

Hvilke stoffer er FID egnet til? Alle forbindelser som indeholder C-H bindinger. Der er så også en del stoffer som FID ikke egner sig til fx carbonhydrider hvor de fleste hydrogenatomer er udskiftet med halogenatomer eller stoffer som vand, carbondioxid eller carbondisulfid.

Der skal eksperimenteres en del for at opnå det bedste blandingsforhold mellem luft og hydrogen for at opnå den mest optimale forbrænding af stofferne og dermed det bedste signal.

Praktisk note: FID kan med tiden kokse til, naturligt nok stofferne brændes jo af i detektoren. Dette er specielt et problem med stoffer som er blevet derivatiseret med silicium-indeholdende reagenser.

Se også den nitrogen-phosphor følsomme detektor. 

Opbygning af flammeionisationsdetektoren

 

BioSite 21/3,10